Jeg læste lige hele samtalen igen. Den sidste samtale vi to havde inden vi fik denne afstand til hinanden.
Jeg begyndte at græde. Hvorfor?
Jeg ved det egentlig ikke.
Jeg savner dig ikke. Sad to say.
Eller ikke helt.
Jeg føler intet mere. Det er koldt. Du er som luft.
En luft jeg ikke engang inhalere.
Den eneste grund til at jeg fandt samtalen frem, er fordi jeg har dette følsomme tidspunkt.
Udover dig...
Så skriger jeg bare efter den skide psykolog... Bliver syg af at tænke på min fremtid.
Kan jeg nyde en ferie uden at stortude? Nej.
Nå.
Jeg er træt.. Virkelig træt...
Alt er blevet udskudt så meget, at jeg ikke engang kan tænke selv. Hold da kæft, nogen gør et godt arbejde hvad?
Så mange mennesker, så mange forskellige følelser, så mange forskellige problemer...
Det synd.. Hvorfor skal der være så mange forskellige problemer?
Det er da utroligt.
Og hvor er de mennesker der skulle hjælpe?
Man kan desværre ikke altid klare sigselv.
Man kan ikke bare blive ved med at sige "bare tro på det, så skal du nok klare dig"
Hold nu kæft, mennesket er udstyrret med en underbevidsthed. En hjerne.
Den føler.
Og det kan godt være du kan føle at dit problem er væk, men det ligger i din underbevidsthed hvis du ikke har løst det.
Og din krop bliver påvirket af det.
Sådan er mennesket. Desværre.
Hvis man ser logisk.
Hvis man dog bare kunne være en af dem som ikke tænker sådan.
Men hvad er man så?
Jeg bliver nogle gange sindssyg af de typer.
Andet jeg har haft lyst til idag.
Der er en jeg har lyst til at kastrere. Hvis han ikke lader min mor være. Og hvis han ikke snakker ordenligt til min far. Perverse svin.
f cking golddigger. Misbruger. Jeg væmmes ved en som dig!
Og hvor vovede du at ansøge mig på facebook.
Du gør mig syg!
Du ryger i helvede.
Måske gør jeg for at sige alt det om dig. Men du ryger fanme med.
Du er så ynkelig.
Oh dear sweet hate.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar